Lidt uden for Fuglebjerg modtog politiet mandag aften en anmeldelse om larm. Ved ankomsten traf politiet to mænd på henholdsvis 53 og 58 år.
Under en ransagning blev der fundet amfetamin, hashplanter, hash, kokain og skunk. Derudover blev der også fundet et haglgevær, ammunition og 66 kanonslag.
De to mænd blev anholdt klokken 0.07 og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om euforiserende stoffer samt for overtrædelse af våbenloven.
De anholdte fremstilles i grundlovsforhør senere tirsdag, hvor anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet afvikles for lukkede døre.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi