Fra fredag den 1. maj møder borgere, der modtager hjemmehjælp eller opholder sig på Næstved Kommunes plejehjem, medarbejdere i et nyt uniformsunivers. Det velkendte blå arbejdstøj bliver udskiftet med blandt andet grønne nuancer og andre nye modeller.
Skiftet gælder både hjemmeplejen og personalet på kommunens plejehjem. Ændringen markerer afslutningen på et længere ønske om mere fleksibel og komfortabel arbejdsbeklædning for medarbejderne. Fremover får hver enkelt medarbejder mulighed for selv at sammensætte deres uniform blandt flere forskellige modeller og kombinationer, så tøjet kan tilpasses både opgaver og årstid.
Alle fastansatte i ældreplejen i Næstved Kommune får nu personopmærket tøj. Medarbejdernes ønsker har været centrale i processen, og der er lagt vægt på at skabe bedre komfort og større valgfrihed i beklædningen.
Selvom uniformernes farve ændres, vil medarbejderne fortsat bære synligt ID‑kort for at sikre tryghed hos borgerne. Hjemmeplejen i Næstved Kommune kan som altid kontaktes på telefon 5588 2000 ved tvivl om medarbejderens identitet.
Den hidtidige uniform har været anvendt i seks år og udskiftes nu som led i en ny vaske- og lejeaftale, som Næstved Kommune har indgået med flere andre sjællandske kommuner for en periode på foreløbig fire år.
https://www.naestved.dk/nyheder/nyheder-2026/medarbejdere-paa-aeldreomraadet-faar-nyt-arbejdstoej