Mange spørgsmål om fritidsmuligheder blev stillet i byrådssalen mandag, da 33 værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen Sjælland var på besøg på Næstved Rådhus. Her blev de budt velkommen og fik præsenteret de mange tilbud, byen byder på indenfor naturoplevelser, fritidsaktiviteter, ungdomsliv og kultur.
Borgmester Kenneth Sørensen tog imod de nye rekrutter og indledte besøget med en præsentation af kommunen. Kulturkonsulent Charlotte Popp orienterede om kultur-, natur- og fritidsmuligheder, mens aktivitets- og markedsføringschef i Næstved Cityforening, Laura Christophersen, fortalte om byens mange arrangementer og events.
Rekrutterne, som kommer fra hele landet, skal tilbringe ni måneder ved Beredskabsstyrelsen i Næstved. Under opholdet gennemfører de en redningsspecialistuddannelse, der klæder dem på til at assistere lokale brandberedskaber og myndigheder ved blandt andet brande, oversvømmelser og kemiudslip.
Mødet i byrådssalen bød på spørgsmål om alt fra keramik og fiskeadgang til om der findes en golfbane i området – spørgsmål der vidner om stor interesse for byens fritidsliv. Værnepligten hos Beredskabsstyrelsen Sjælland er blot én af de mange muligheder for uddannelse i Næstved. Overblik over de mange uddannelsesveje findes på kommunens hjemmeside.
https://www.naestved.dk/ung/job-og-uddannelse/jeg-vil-gerne-laere-mere

De 33 værnepligtige, der er begyndt hos Beredskabsstyrelsen Sjælland i august, er det seneste hold – der starter fire nye hold om året.
https://www.naestved.dk/nyheder/nyheder-2026/rekrutter-blev-budt-velkommen-til-kommunen