Tirsdag klokken 13.28 blev politiet tilkaldt til en hændelse på Næstved Landevej i Fuglebjerg, hvor en mand gik løs på en parkeret bil. Vidner forklarede, at gerningsmanden, en 34-årig mand, havde haft et skænderi med kvinden, der kørte bilen, og derefter slog hovedet og den ene hånd ind i bilens forrude, som blev smadret. Bilen tilhørte en 47-årig mand fra Skælskør.
Politiet fik senere kontakt med den 34-årige mand på Næstved Landevej, hvor han blev sigtet for hærværk. Senere på dagen, klokken 15.49, blev politiet kaldt til en adresse i Skælskør, hvor den 34-årige var involveret i endnu en hændelse. Her ragede han uklar med nogle tilstedeværende, hvilket resulterede i, at der blev sparket hul i en dør og ødelagt en tv-skærm. Den 34-årige blev endnu en gang sigtet for hærværk og anholdt klokken 16.04 for at skabe ro på stedet.
Den 34-årige blev taget med til politistationen i Næstved og blev løsladt igen klokken 20.09.